Sider

onsdag den 4. december 2013

Den sidste tid



Siden sidst har Søren og jeg fået ordnet en hel masse forskellige ting i både Sumbawanga og Kipili. Et af de større projekter har været at sætte vinduer i en af mobilprojektets både. På forhånd var vores viden om og erfaring med at lave vinduer meget begrænset, faktisk ikke eksisterende, men det viste sig at være et sjovt, udfordrende og tidskrævende job, der indebar en del snedkerarbejde og em god portion opfindsomhed. Alle vinduerne er nu kommet i, og vi har fået et væsentligt større kendskab til det at arbejde med glas. Derudover har der vi ordnet nogle småopgaver så som at få ordnet tagrender, renset en vantank, lagt pudselag på både vandsoklen og trappen, hugget træer til brænde, taget ødelagte vinduer ud på en skole og ordnet stole. På den Cheke Chea, hvor vi for efterhånden længe siden var henne og male, har vi nu også fået sat solceller op, trukket strøm og sat lamper op.


Mobilprojektets ene båd, som vi har sat vinduer i

Det seneste større projekt, som vi forhåbentligt bliver færdige med i denne uge, har været at lægge vandrør og sætte håndvaske op på Peters House. Midlerne til projektet er sponsoreret af Frøstruphave efterskole, og jeg tror, resultatet bliver rigtig godt! For et par uger siden fik de på børnehjemmet gravet en ny brønd, hvortil vi har installeret en vandpumpe. Denne skal så pumpe vandet op i en 1000 liters vandtank, der er placeret på en tre meter høj sokkel, som netop er blevet bygget færdig af en lokal murer. Vores opgave startede med at lave mål til vandrørene, der skal lede vand ned til bygningerne. Nogle af vandrørene har vi efterfølgende fået gravet ned, mens andre er sat op på væggene og ført ind på toiletterne - i alt har vi brugt lidt over 140 meter vandrør! På både pigernes og drengenes toilet har vi sat tre håndvaske op og derudover også en enkelt på volontørtoilettet, hvor vi desuden har ført vand til toilettet, så det kan skylle ud! Børnene har været ellevilde ved tanken om at kunne vaske hænder efter toiletbesøg uden første at skulle gå op og hente vand ved brønden. Det er utroligt dejligt at se, at ens arbejde bringer stor glæde og samtidig er med til at gøre hygiejnen på børnehjemmet væsentligt bedre.


En lokal murer står for at lave den tre meter høje vandsokkel

Vi fik heldigvis assistance til at grave af drengene fra børnehjemmet
Næsten færdige - kun pumpen mangler
Der bliver set meget frem til at tage håndvaskene i brug

            I sidste uge besluttede Søren og jeg at tage et par dage med den berømte Liemba, som er en knap 100 år gammel tysk færge, der sejler frem og tilbage på Tanganikasøen fungerende som til dels fragtskib og dels passagerskib. For at komme om bord på færgen må man sejle ud til den, når den kommer. Det er dog ikke helt til at vide, hvornår det er. I Danmark er der på diverse lufthavne og togstationer mulighed for at se, om flyet eller toget ankommer og afgår til tiden. Ved forsinkelser står det klart og tydeligt, hvor mange minutter, det drejer sig om. Man kan nemt gå og blive småirriteret over at skulle vente et par minutter ekstra. Det er da også for dårligt, at DSB ikke kan komme til tiden!
Med Liembaen ved man blot, hvornår den sådan ca. burde komme. Vi valgte at tage med den et smut til Zambia, og vi havde derfor pakket taskerne og var klar til, at den ville komme engang i løbet af torsdag. Torsdag aften var den endnu ikke dukket op, så vi lavede en aftale med nattevagten om, at han skulle komme og vægge os, hvis Liembaen kom i løbet af natten. Kl. 04.36 bliver vi vækket, og vi kan høre, at den er på vej. Få minutter efter høres dens karakteristiske horn, det tuder, så alle er klar over, at den er på vej. Vi skynder os (med pandelamper på – det var fuldstændig mørkt) at småløbe ned til vandet, hvor vi havde aftalt at kunne sejle med en ud til Liembaen. Efter et par minutters venten nede på broen, hvor der ikke er meget tegn på liv, ser vi med en hvis skepsis, at en lille træbåd er på vej mod broen. Den viser sig at ligge meget ustabilt i vandet, så efter et hurtigt skift, kommer vi over i en båd, der er en smule større. I denne kunne vi få minutter efter sidde og nyde en smuk stjernehimmel, mens vi blev padlet ud til den ventende færge. Om bord bliver vi spurgt, om vi har lavet nogen reservation. Nej, det havde vi desværre ikke, og da der ikke var nogle ledige kahytter, besluttede vi os for at lægge os op på øverste dæk for at få et par timers søvn mere. Der var en del larm, idet vi lå lige ved siden af skorstenen og åbningen til motorrummet, men stjernehimlen var flot, og jeg faldt heldigvis hurtigt i søvn.


Liembaen
En miljøbevidst færge

Efter ”planen” skulle vi nå tilbage til Kipili lørdag morgen, men på grund af lidt motorproblemer og en frygtelig masse majssække, der skulle lastes på skibet tæt ved Zambia, nåede vi først tilbage til Kipili søndag sidst på eftermiddagen – halvandet døgn forsinkede. Men på trods af, at turen tog lidt længere tid, end vi havde regnet med, blev det til et par hyggelige og underholdende dage, hvor der var god tid til at læse, spille kort og kigge på travlheden, der opstod, når der skulle læses både passagerer, bagage og al mulig anden last så som ananas, majssække og madrasser af og på. Det var et sandt vrimmel af små og større træbåde, der alle måtte kæmpe for at holde sig til – nogle havde begivet sig ud for at få deres både fyldt helt, mens andre padlede sig vej ud til Liembaen blot for en enkelt ananas!         


Ikke meget plads går til spilde

            Mandag morgen tog vi bussen fra Kipili til Sumbawanga, hvilket for mit vedkommende var sidste gang, jeg kørte denne strækning – i hvert fald for denne omgang. Vi skal have færdiggjort arbejdet med vandrørene på børnehjemmet inden fredag, hvor Søren og jeg sammen med Anders Solgaard, som er LM-volontør i Iringa tager mod Kilimanjaro, som vi har besluttet os for at bestige. Jeg er sikker på, det bliver et af de helt store højdepunkter på mit eventyr, når vi – forhåbentlig – alle tre står på toppen af Afrikas højeste bjerg i 5895 meters højde. Herefter vender jeg den 18. december snuden hjemad mod et koldt og forhåbentligt snedækket Danmark  - man har lov til at drømme! Jeg glæder mig meget til at komme hjem til en juletid, hvor der er god tid til at være sammen med både kæresten, familien og vennerne, men inden da vil jeg nyde min sidste tid her i Tanzania i fulde drag.