Den sidste tid

Siden sidst har Søren og jeg fået ordnet en hel masse forskellige ting i både Sumbawanga og Kipili. Et af de større projekter har været at sætte vinduer i en af mobilprojektets både. På forhånd var vores viden om og erfaring med at lave vinduer meget begrænset, faktisk ikke eksisterende, men det viste sig at være et sjovt, udfordrende og tidskrævende job, der indebar en del snedkerarbejde og em god portion opfindsomhed. Alle vinduerne er nu kommet i, og vi har fået et væsentligt større kendskab til det at arbejde med glas. Derudover har der vi ordnet nogle småopgaver så som at få ordnet tagrender, renset en vantank, lagt pudselag på både vandsoklen og trappen, hugget træer til brænde, taget ødelagte vinduer ud på en skole og ordnet stole. På den Cheke Chea, hvor vi for efterhånden længe siden var henne og male, har vi nu også fået sat solceller op, trukket strøm og sat lamper op.

Mobilprojektets ene båd, som vi har sat vinduer i

Det seneste større projekt, som vi forhåbentligt bliver færdige med i denne uge, har været at lægge vandrør og sætte håndvaske op på Peters House. Midlerne til projektet er sponsoreret af Frøstruphave efterskole, og jeg tror, resultatet bliver rigtig godt! For et par uger siden fik de på børnehjemmet gravet en ny brønd, hvortil vi har installeret en vandpumpe. Denne skal så pumpe vandet op i en 1000 liters vandtank, der er placeret på en tre meter høj sokkel, som netop er blevet bygget færdig af en lokal murer. Vores opgave startede med at lave mål til vandrørene, der skal lede vand ned til bygningerne. Nogle af vandrørene har vi efterfølgende fået gravet ned, mens andre er sat op på væggene og ført ind på toiletterne - i alt har vi brugt lidt over 140 meter vandrør! På både pigernes og drengenes toilet har vi sat tre håndvaske op og derudover også en enkelt på volontørtoilettet, hvor vi desuden har ført vand til toilettet, så det kan skylle ud! Børnene har været ellevilde ved tanken om at kunne vaske hænder efter toiletbesøg uden første at skulle gå op og hente vand ved brønden. Det er utroligt dejligt at se, at ens arbejde bringer stor glæde og samtidig er med til at gøre hygiejnen på børnehjemmet væsentligt bedre.

En lokal murer står for at lave den tre meter høje vandsokkel

Vi fik heldigvis assistance til at grave af drengene fra børnehjemmet

Næsten færdige - kun pumpen mangler

Der bliver set meget frem til at tage håndvaskene i brug

            I sidste uge besluttede Søren og jeg at tage et par dage med den berømte Liemba, som er en knap 100 år gammel tysk færge, der sejler frem og tilbage på Tanganikasøen fungerende som til dels fragtskib og dels passagerskib. For at komme om bord på færgen må man sejle ud til den, når den kommer. Det er dog ikke helt til at vide, hvornår det er. I Danmark er der på diverse lufthavne og togstationer mulighed for at se, om flyet eller toget ankommer og afgår til tiden. Ved forsinkelser står det klart og tydeligt, hvor mange minutter, det drejer sig om. Man kan nemt gå og blive småirriteret over at skulle vente et par minutter ekstra. Det er da også for dårligt, at DSB ikke kan komme til tiden!

Med Liembaen ved man blot, hvornår den sådan ca. burde komme. Vi valgte at tage med den et smut til Zambia, og vi havde derfor pakket taskerne og var klar til, at den ville komme engang i løbet af torsdag. Torsdag aften var den endnu ikke dukket op, så vi lavede en aftale med nattevagten om, at han skulle komme og vægge os, hvis Liembaen kom i løbet af natten. Kl. 04.36 bliver vi vækket, og vi kan høre, at den er på vej. Få minutter efter høres dens karakteristiske horn, det tuder, så alle er klar over, at den er på vej. Vi skynder os (med pandelamper på – det var fuldstændig mørkt) at småløbe ned til vandet, hvor vi havde aftalt at kunne sejle med en ud til Liembaen. Efter et par minutters venten nede på broen, hvor der ikke er meget tegn på liv, ser vi med en hvis skepsis, at en lille træbåd er på vej mod broen. Den viser sig at ligge meget ustabilt i vandet, så efter et hurtigt skift, kommer vi over i en båd, der er en smule større. I denne kunne vi få minutter efter sidde og nyde en smuk stjernehimmel, mens vi blev padlet ud til den ventende færge. Om bord bliver vi spurgt, om vi har lavet nogen reservation. Nej, det havde vi desværre ikke, og da der ikke var nogle ledige kahytter, besluttede vi os for at lægge os op på øverste dæk for at få et par timers søvn mere. Der var en del larm, idet vi lå lige ved siden af skorstenen og åbningen til motorrummet, men stjernehimlen var flot, og jeg faldt heldigvis hurtigt i søvn.

Liembaen

En miljøbevidst færge

Efter ”planen” skulle vi nå tilbage til Kipili lørdag morgen, men på grund af lidt motorproblemer og en frygtelig masse majssække, der skulle lastes på skibet tæt ved Zambia, nåede vi først tilbage til Kipili søndag sidst på eftermiddagen – halvandet døgn forsinkede. Men på trods af, at turen tog lidt længere tid, end vi havde regnet med, blev det til et par hyggelige og underholdende dage, hvor der var god tid til at læse, spille kort og kigge på travlheden, der opstod, når der skulle læses både passagerer, bagage og al mulig anden last så som ananas, majssække og madrasser af og på. Det var et sandt vrimmel af små og større træbåde, der alle måtte kæmpe for at holde sig til – nogle havde begivet sig ud for at få deres både fyldt helt, mens andre padlede sig vej ud til Liembaen blot for en enkelt ananas!         

Ikke meget plads går til spilde

            Mandag morgen tog vi bussen fra Kipili til Sumbawanga, hvilket for mit vedkommende var sidste gang, jeg kørte denne strækning – i hvert fald for denne omgang. Vi skal have færdiggjort arbejdet med vandrørene på børnehjemmet inden fredag, hvor Søren og jeg sammen med Anders Solgaard, som er LM-volontør i Iringa tager mod Kilimanjaro, som vi har besluttet os for at bestige. Jeg er sikker på, det bliver et af de helt store højdepunkter på mit eventyr, når vi – forhåbentlig – alle tre står på toppen af Afrikas højeste bjerg i 5895 meters højde. Herefter vender jeg den 18. december snuden hjemad mod et koldt og forhåbentligt snedækket Danmark  - man har lov til at drømme! Jeg glæder mig meget til at komme hjem til en juletid, hvor der er god tid til at være sammen med både kæresten, familien og vennerne, men inden da vil jeg nyde min sidste tid her i Tanzania i fulde drag.  

Sand, sved og sukkerrør

Inden jeg tog af sted til Tanzania, var jeg ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg skulle lave. Jeg vidste, at arbejdet ville bestå af forskellige praktiske opgaver, og mere har jeg ikke kunne fortælle, når jeg er blevet spurgt af venner og familie herom. Derfor vil jeg nu forsøge, at give jer et lille indblik i, hvad sådanne praktiske opgaver kan bestå af.  

 

                                 Lidt kreative var vi også

Efter at have tilbragt en uge i Sumbawanga, hvor vi fik malet to klasselokaler, to kontorer og en masse døre, er vi nu tilbage i Kipili. Her har ugens projekt været, at få støbt en større sokkel til den nyinstallerede 500 liter vandtank og at få lavet en lille trappe, så pigerne får lidt nemmere adgang til toilettet. Inden vi startede, tænkte jeg, at det nok ville være klaret på omtrent en arbejdsdag, maksimalt to dage. Det har dog vist sig at tage væsentligt længere tid, end beregnet, og indebære en del opgaver, som vi ikke lige havde forventet.

Vi punkterede på vej til Sumbawanga. Efter fem minutter var vi på farten igen.

Mandag brugte vi det meste af dagen på forberedelser. Først og fremmest skulle vi skaffe mursten. Murstenene befandt sig i en bunke omkring 150 meter fra vores lille byggested. For den ekstra interesserede læser, måler en standard mursten 15x12x28 cm – dog kan målene afvige en del herfra – og prisen er 100 shilling, hvilket svarer til 35 øre. Hvordan får man lige transporteret dem nemmest? Vi besluttede os for (der var ikke rigtig nogle alternativer) at anvende en trillebøre. Den første, vi finder, mangler hjulet og desuden også begge håndtag. I en skrotbunke er vi heldige at finde en anden – med hjul! Uheldigvis er hjulet fuldstændig defekt og på ingen måder i stand til at dreje rundt. Øv, vi troede lige! Vi forhører os ad ved traktordriveren, og finder ud af, at der skulle befinde sig en nede ved murstensbunken. Det viser sig, at ladet er revnet i den ene side, og at trillebøren i sig selv er utrolig tung, men den kunne køre! Vi får læsset trillebøren med 17 sten, hvorefter vi triller af sted. Da vi når bakken på vej op til byggestedet, må trillebøren desværre sige fra. Så godt var hjulet desværre ikke, og bakken var alt for stenet. Så må stenene bæres på skulderen de sidste 30 meter. Efter en masse slid og slæb stod der omkring 110 mursten klar. Vi fandt hurtigt en sæk cement, og vand skulle vi kun gå 10 meter efter. Så manglede bare sand. Først bar vi - på hovedet, selvfølgelig - en spand hver nede fra murstensbunken, og fik lavet en lille blanding cement og lagt den første række sten. Men der manglede sand, meget sand, og vi besluttede, at det var nok arbejde for den dag.

            Dagen efter tog vi af sted med fem-seks tanzanier for at hente sand nede ved søen, vel og mærke efter at have skiftet det ene hjul på vognen til traktoren. Nede ved søen skulle der så skovles sand. Heldigvis kom der et par tanzanier mere for at hjælpe til (og ikke mindst for at snakke lidt med os). Sandet skulle kastes op over kanten på vognen – et anstrengende job, men heldigvis var vi nok til, at kunne skiftes til at få en lille pause. Da vognen var fyldt op, kom der nogen med et par sukkerrør. Hvordan spiser man lige sådan et? Vi blev hurtigt belært i, hvordan dette gøres; den kraftige skræl flås af med tænderne, hvorefter man kan tage en bid af ”indmaden”. Det tygger man lidt på og suger saften ud, hvorefter resten spyttes ud igen. Det var en super oplevelse at sidde der på toppen af læsset, køre igennem det flotte, men tørre landskab, hilse på de smilende mennesker, vi kørte forbi, og at vi så oven i købet gnaskede sukkerør med en masse andre mænd var lige prikken over i’et. Vi fik læsset sand af, og kunne så for alvor gå i gang med trappen.

                                          Der bygges trappe - med hjælp fra Anton på tre år

            Næste morgen klokken 9 gik turen så igen med traktor – denne gang for at hente mursten til en af lærerne på Cheke Chea. Disse skulle hentes otte km fra Kipili lige uden for en anden by på en mark, hvor murstenen bliver formet, tørret og til sidst brændt. De tørre mursten stables i en kæmpe bunke med nogle huller i bunden, hvor der kan fyldes brænde i. Mange steder anvendes skallerne fra risen til at brænde stenene med, da disse skaller brænder med en meget høj temperatur. Vi hentede sten fra en bunke, hvor der kun var fire-fem lag sten tilbage. Derfor skulle stenene kastes op over kanten af vognen, hvori der stod nogen, som greb og lagde murstene pænt på plads i vognen. Efter et godt stykke tid var vognen fyldt med 512 mursten. Da vi nåede tilbage til Kipili, skulle stenene så læsses af. Ved siden af vognen skulle nogle af os stå og gribe stenene, som blev kastet ned fra vognen, hvorefter de kunne lægges i en bunke. Da vi havde tømt læsset, var det skønt at få slukket tørsten og få fyldt vanddepoterne lidt op, inden turen gik af sted efter det næste læs. Klokken 13:30 var vi færdige med det andet og, heldigvis, sidste læs – i alt blev det til 1008 mursten – og vi var godt brugte i kroppen og lettere solbrændte.

                                                   Afslapning på stranden

Vi har efterfølgende fået muret trappen færdig og er godt begyndt på soklen til vandtanken. Denne kunne vi desværre ikke færdiggøre i denne omgang, da vi løb tør for cement, og lørdag går turen igen til Sumbawanga, hvor vi skal ud på den samme Cheke Chea som i forrige uge for at få malet færdigt og sat solceller op. Vi fik altså langt fra udrettet så meget, som vi i første omgang regnede med. Netop dét er en ting, som vi efter knap halvanden måned har erfaret; alting tager meget længere tid og bliver ofte meget mere omfattende, end man lige regner med. Derfor er evnen til, at kunne væbne sig med kreativitet, overbærenhed og ikke mindst tålmodighed, altafgørende, når man lever i Afrika.

Med åbne arme

Nu har jeg så småt været i Tanzania i en måneds tid, og vi er kommet godt i gang med en masse forskellige praktiske opgaver. Blandt andet har vi sat solceller op, skiftet en vandtank, lavet en køkkenhave, og i denne uge er alle volontørerne fra Kipili samlet i den større by, Sumbawanga, for at male to klasselokaler på en Cheke Chea, som er et førskoleprojekt.

                                                      På vej til Kipili for første gang!

Når man sådan kommer til et helt fremmed land, får man hurtigt en masse sjove og spændende oplevelser. For mig har særligt alle de varme, talrige og hjertelige velkomster været med til at gøre, at jeg føler mig rigtig godt modtaget her i Tanzania. Jeg har 3 forskellige eksempler herpå, som jeg gerne vil dele med jer. Men først må I lige lære et meget vigtigt ord på kiswahili, nemlig: ”Karibu!”, som betyder ”velkommen!”. Det vender vi tilbage til.

            Først og fremmest må I hører lidt om vores mange besøg på børnehjemmet Peters House, som ligger i Sumbawanga. Dét er et sted, hvor man virkelig føler sig velkommen. Det vrimler med små, søde og smilende børn, der bare er klar på at lege, hygge eller spille fodbold. Mange af børnene finder det meget morsomt at undervise os og lære os en masse forskellige ord på kiswahili, så det er meget underholdende og brugbart. Hvis man finder et kamera frem her, kan man nærmest ikke være i fred. Så vil de alle tages billeder af eller filmes, så det har vi haft meget sjov med. Fælles for alle børnene er, at de møder os med en meget stor kærlighed og tiltro, og så kan man ikke meget andet end at elske dem igen. Det er meget stort at opleve!

                                              Søde drenge på børnehjemme, Peters House

            En anden gang var vi på besøg på kirkens hovedkontor i Sumbawanga, hvor vi lige skulle præsenteres for nogle af dem, vi arbejder for. Ser du, når man i Tanzania besøger et fremmed hjem, er det meget normalt, at man som noget af det første bliver tilbudt at sidde ned under gentagene ”karibu!”, og så kan man så sidde der og vente lidt. Der bliver ikke altid lige sagt noget med det samme, nej, man sidder bare og er sammen. Og det kan føles akavet, bestemt! Sådan oplevede vi det lidt denne dag på kirkekontoret. Her kom vi ind på en del forskellige kontorer, hvor der hvert sted lige skulle hilses pænt på en enkelt mand, hvorefter vi fik ”lov” til at sidde. På et af kontorene var der en mand, der var ekstra flittig til benytte det berygtede ”karibu!”, og det gjorde han med en meget lys stemme og et meget stort smil. Det var lidt svært at lade være med at grine der, så mange af os fik lige et godt og (næsten) skjult grin der.

            Når man sådan bor det samme sted i længere tid, er det mange af de samme personer, man hilser på hver dag. Sådan er det særligt i landsbyen Kipili, hvor vi bor det meste af tiden. Her følte jeg mig hurtigt hjemme, og jeg har gået og tænkt lidt over, hvad det egentligt var, der fik mig til at føle mig hjemme. Jeg er kommet frem til, at særligt én simpel ting, har betydet meget. Folk nævner mit navn. Ganske enkelt. Når de hilser på mig, bruger de mit navn, og det gør, at jeg ikke bare føler mig som en fremmed, men som en af dem.

            Disse tre eksempler er alle med til at gøre, at jeg føler mig godt på plads her i Tanzania. Men ét er vigtigere end det, nemlig, at vi har en far i himlen, der - på samme måde som børnene - møder os med en fuldstændig og betingelsesløs kærlighed. Han står med åbne arme og tager imod os, selv når vi har fejlet og syndet. Han giver os mulighed for at sidde hos ham i stilhed for at hvile og lægge vores byrder frem for ham. Og endelig kalder han os ved navn – for han kender os – hver og en, og dét er trygt og rart at vide, når man er tusindvis af kilometer fra venner og familie.