Inden jeg tog af sted til Tanzania, var jeg ikke helt klar
over, hvad det egentlig var, jeg skulle lave. Jeg vidste, at arbejdet ville
bestå af forskellige praktiske opgaver, og mere har jeg ikke kunne fortælle,
når jeg er blevet spurgt af venner og familie herom. Derfor vil jeg nu forsøge,
at give jer et lille indblik i, hvad sådanne praktiske opgaver kan bestå af.
Efter at have tilbragt en uge i
Sumbawanga, hvor vi fik malet to klasselokaler, to kontorer og en masse døre,
er vi nu tilbage i Kipili. Her har ugens projekt været, at få støbt en større
sokkel til den nyinstallerede 500 liter vandtank og at få lavet en lille
trappe, så pigerne får lidt nemmere adgang til toilettet. Inden vi startede,
tænkte jeg, at det nok ville være klaret på omtrent en arbejdsdag, maksimalt to
dage. Det har dog vist sig at tage væsentligt længere tid, end beregnet, og
indebære en del opgaver, som vi ikke lige havde forventet.
![]() |
Mandag brugte vi det meste af
dagen på forberedelser. Først og fremmest skulle vi skaffe mursten. Murstenene
befandt sig i en bunke omkring 150 meter fra vores lille byggested. For den
ekstra interesserede læser, måler en standard mursten 15x12x28 cm – dog kan
målene afvige en del herfra – og prisen er 100 shilling, hvilket svarer til 35
øre. Hvordan får man lige transporteret dem nemmest? Vi besluttede os for (der
var ikke rigtig nogle alternativer) at anvende en trillebøre. Den første, vi
finder, mangler hjulet og desuden også begge håndtag. I en skrotbunke er vi heldige
at finde en anden – med hjul! Uheldigvis er hjulet fuldstændig defekt og på
ingen måder i stand til at dreje rundt. Øv, vi troede lige! Vi forhører os ad
ved traktordriveren, og finder ud af, at der skulle befinde sig en nede ved
murstensbunken. Det viser sig, at ladet er revnet i den ene side, og at
trillebøren i sig selv er utrolig tung, men den kunne køre! Vi får læsset
trillebøren med 17 sten, hvorefter vi triller af sted. Da vi når bakken på vej
op til byggestedet, må trillebøren desværre sige fra. Så godt var hjulet
desværre ikke, og bakken var alt for stenet. Så må stenene bæres på skulderen
de sidste 30 meter. Efter en masse slid og slæb stod der omkring 110 mursten
klar. Vi fandt hurtigt en sæk cement, og vand skulle vi kun gå 10 meter efter.
Så manglede bare sand. Først bar vi - på hovedet, selvfølgelig - en spand hver
nede fra murstensbunken, og fik lavet en lille blanding cement og lagt den første
række sten. Men der manglede sand, meget sand, og vi besluttede, at det var nok
arbejde for den dag.
Dagen efter
tog vi af sted med fem-seks tanzanier for at hente sand nede ved søen, vel og
mærke efter at have skiftet det ene hjul på vognen til traktoren. Nede ved søen
skulle der så skovles sand. Heldigvis kom der et par tanzanier mere for at
hjælpe til (og ikke mindst for at snakke lidt med os). Sandet skulle kastes op
over kanten på vognen – et anstrengende job, men heldigvis var vi nok til, at
kunne skiftes til at få en lille pause. Da vognen var fyldt op, kom der nogen
med et par sukkerrør. Hvordan spiser man lige sådan et? Vi blev hurtigt belært i,
hvordan dette gøres; den kraftige skræl flås af med tænderne, hvorefter man kan
tage en bid af ”indmaden”. Det tygger man lidt på og suger saften ud, hvorefter
resten spyttes ud igen. Det var en super oplevelse at sidde der på toppen af læsset,
køre igennem det flotte, men tørre landskab, hilse på de smilende mennesker, vi
kørte forbi, og at vi så oven i købet gnaskede sukkerør med en masse andre mænd
var lige prikken over i’et. Vi fik læsset sand af, og kunne så for alvor gå i
gang med trappen.
Der bygges trappe - med hjælp fra Anton på tre år
Næste
morgen klokken 9 gik turen så igen med traktor – denne gang for at hente
mursten til en af lærerne på Cheke Chea. Disse skulle hentes otte km fra Kipili
lige uden for en anden by på en mark, hvor murstenen bliver formet, tørret og
til sidst brændt. De tørre mursten stables i en kæmpe bunke med nogle huller i
bunden, hvor der kan fyldes brænde i. Mange steder anvendes skallerne fra risen
til at brænde stenene med, da disse skaller brænder med en meget høj
temperatur. Vi hentede sten fra en bunke, hvor der kun var fire-fem lag sten
tilbage. Derfor skulle stenene kastes op over kanten af vognen, hvori der stod
nogen, som greb og lagde murstene pænt på plads i vognen. Efter et godt stykke
tid var vognen fyldt med 512 mursten. Da vi nåede tilbage til Kipili, skulle
stenene så læsses af. Ved siden af vognen skulle nogle af os stå og gribe
stenene, som blev kastet ned fra vognen, hvorefter de kunne lægges i en bunke.
Da vi havde tømt læsset, var det skønt at få slukket tørsten og få fyldt
vanddepoterne lidt op, inden turen gik af sted efter det næste læs. Klokken
13:30 var vi færdige med det andet og, heldigvis, sidste læs – i alt blev det
til 1008 mursten – og vi var godt brugte i kroppen og lettere solbrændte.
Vi har efterfølgende fået muret
trappen færdig og er godt begyndt på soklen til vandtanken. Denne kunne vi
desværre ikke færdiggøre i denne omgang, da vi løb tør for cement, og lørdag
går turen igen til Sumbawanga, hvor vi skal ud på den samme Cheke Chea som i
forrige uge for at få malet færdigt og sat solceller op. Vi fik altså langt fra
udrettet så meget, som vi i første omgang regnede med. Netop dét er en ting,
som vi efter knap halvanden måned har erfaret; alting tager meget længere tid
og bliver ofte meget mere omfattende, end man lige regner med. Derfor er evnen
til, at kunne væbne sig med kreativitet, overbærenhed og ikke mindst
tålmodighed, altafgørende, når man lever i Afrika.
Kære Daniel. Det er jo fantastisk læsning, at få indblik i dine gøremål. Tak for det. Glæder os SÅ meget til at se det hele LIVE!! - og ikke mindst til at se dig :)
SvarSletKnus mor