Med åbne arme

Nu har jeg så småt været i Tanzania i en måneds tid, og vi er kommet godt i gang med en masse forskellige praktiske opgaver. Blandt andet har vi sat solceller op, skiftet en vandtank, lavet en køkkenhave, og i denne uge er alle volontørerne fra Kipili samlet i den større by, Sumbawanga, for at male to klasselokaler på en Cheke Chea, som er et førskoleprojekt.

                                                      På vej til Kipili for første gang!

Når man sådan kommer til et helt fremmed land, får man hurtigt en masse sjove og spændende oplevelser. For mig har særligt alle de varme, talrige og hjertelige velkomster været med til at gøre, at jeg føler mig rigtig godt modtaget her i Tanzania. Jeg har 3 forskellige eksempler herpå, som jeg gerne vil dele med jer. Men først må I lige lære et meget vigtigt ord på kiswahili, nemlig: ”Karibu!”, som betyder ”velkommen!”. Det vender vi tilbage til.

            Først og fremmest må I hører lidt om vores mange besøg på børnehjemmet Peters House, som ligger i Sumbawanga. Dét er et sted, hvor man virkelig føler sig velkommen. Det vrimler med små, søde og smilende børn, der bare er klar på at lege, hygge eller spille fodbold. Mange af børnene finder det meget morsomt at undervise os og lære os en masse forskellige ord på kiswahili, så det er meget underholdende og brugbart. Hvis man finder et kamera frem her, kan man nærmest ikke være i fred. Så vil de alle tages billeder af eller filmes, så det har vi haft meget sjov med. Fælles for alle børnene er, at de møder os med en meget stor kærlighed og tiltro, og så kan man ikke meget andet end at elske dem igen. Det er meget stort at opleve!

                                              Søde drenge på børnehjemme, Peters House

            En anden gang var vi på besøg på kirkens hovedkontor i Sumbawanga, hvor vi lige skulle præsenteres for nogle af dem, vi arbejder for. Ser du, når man i Tanzania besøger et fremmed hjem, er det meget normalt, at man som noget af det første bliver tilbudt at sidde ned under gentagene ”karibu!”, og så kan man så sidde der og vente lidt. Der bliver ikke altid lige sagt noget med det samme, nej, man sidder bare og er sammen. Og det kan føles akavet, bestemt! Sådan oplevede vi det lidt denne dag på kirkekontoret. Her kom vi ind på en del forskellige kontorer, hvor der hvert sted lige skulle hilses pænt på en enkelt mand, hvorefter vi fik ”lov” til at sidde. På et af kontorene var der en mand, der var ekstra flittig til benytte det berygtede ”karibu!”, og det gjorde han med en meget lys stemme og et meget stort smil. Det var lidt svært at lade være med at grine der, så mange af os fik lige et godt og (næsten) skjult grin der.

            Når man sådan bor det samme sted i længere tid, er det mange af de samme personer, man hilser på hver dag. Sådan er det særligt i landsbyen Kipili, hvor vi bor det meste af tiden. Her følte jeg mig hurtigt hjemme, og jeg har gået og tænkt lidt over, hvad det egentligt var, der fik mig til at føle mig hjemme. Jeg er kommet frem til, at særligt én simpel ting, har betydet meget. Folk nævner mit navn. Ganske enkelt. Når de hilser på mig, bruger de mit navn, og det gør, at jeg ikke bare føler mig som en fremmed, men som en af dem.

            Disse tre eksempler er alle med til at gøre, at jeg føler mig godt på plads her i Tanzania. Men ét er vigtigere end det, nemlig, at vi har en far i himlen, der - på samme måde som børnene - møder os med en fuldstændig og betingelsesløs kærlighed. Han står med åbne arme og tager imod os, selv når vi har fejlet og syndet. Han giver os mulighed for at sidde hos ham i stilhed for at hvile og lægge vores byrder frem for ham. Og endelig kalder han os ved navn – for han kender os – hver og en, og dét er trygt og rart at vide, når man er tusindvis af kilometer fra venner og familie.