Sand, sved og sukkerrør

Inden jeg tog af sted til Tanzania, var jeg ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg skulle lave. Jeg vidste, at arbejdet ville bestå af forskellige praktiske opgaver, og mere har jeg ikke kunne fortælle, når jeg er blevet spurgt af venner og familie herom. Derfor vil jeg nu forsøge, at give jer et lille indblik i, hvad sådanne praktiske opgaver kan bestå af.  

 

                                 Lidt kreative var vi også

Efter at have tilbragt en uge i Sumbawanga, hvor vi fik malet to klasselokaler, to kontorer og en masse døre, er vi nu tilbage i Kipili. Her har ugens projekt været, at få støbt en større sokkel til den nyinstallerede 500 liter vandtank og at få lavet en lille trappe, så pigerne får lidt nemmere adgang til toilettet. Inden vi startede, tænkte jeg, at det nok ville være klaret på omtrent en arbejdsdag, maksimalt to dage. Det har dog vist sig at tage væsentligt længere tid, end beregnet, og indebære en del opgaver, som vi ikke lige havde forventet.

Vi punkterede på vej til Sumbawanga. Efter fem minutter var vi på farten igen.

Mandag brugte vi det meste af dagen på forberedelser. Først og fremmest skulle vi skaffe mursten. Murstenene befandt sig i en bunke omkring 150 meter fra vores lille byggested. For den ekstra interesserede læser, måler en standard mursten 15x12x28 cm – dog kan målene afvige en del herfra – og prisen er 100 shilling, hvilket svarer til 35 øre. Hvordan får man lige transporteret dem nemmest? Vi besluttede os for (der var ikke rigtig nogle alternativer) at anvende en trillebøre. Den første, vi finder, mangler hjulet og desuden også begge håndtag. I en skrotbunke er vi heldige at finde en anden – med hjul! Uheldigvis er hjulet fuldstændig defekt og på ingen måder i stand til at dreje rundt. Øv, vi troede lige! Vi forhører os ad ved traktordriveren, og finder ud af, at der skulle befinde sig en nede ved murstensbunken. Det viser sig, at ladet er revnet i den ene side, og at trillebøren i sig selv er utrolig tung, men den kunne køre! Vi får læsset trillebøren med 17 sten, hvorefter vi triller af sted. Da vi når bakken på vej op til byggestedet, må trillebøren desværre sige fra. Så godt var hjulet desværre ikke, og bakken var alt for stenet. Så må stenene bæres på skulderen de sidste 30 meter. Efter en masse slid og slæb stod der omkring 110 mursten klar. Vi fandt hurtigt en sæk cement, og vand skulle vi kun gå 10 meter efter. Så manglede bare sand. Først bar vi - på hovedet, selvfølgelig - en spand hver nede fra murstensbunken, og fik lavet en lille blanding cement og lagt den første række sten. Men der manglede sand, meget sand, og vi besluttede, at det var nok arbejde for den dag.

            Dagen efter tog vi af sted med fem-seks tanzanier for at hente sand nede ved søen, vel og mærke efter at have skiftet det ene hjul på vognen til traktoren. Nede ved søen skulle der så skovles sand. Heldigvis kom der et par tanzanier mere for at hjælpe til (og ikke mindst for at snakke lidt med os). Sandet skulle kastes op over kanten på vognen – et anstrengende job, men heldigvis var vi nok til, at kunne skiftes til at få en lille pause. Da vognen var fyldt op, kom der nogen med et par sukkerrør. Hvordan spiser man lige sådan et? Vi blev hurtigt belært i, hvordan dette gøres; den kraftige skræl flås af med tænderne, hvorefter man kan tage en bid af ”indmaden”. Det tygger man lidt på og suger saften ud, hvorefter resten spyttes ud igen. Det var en super oplevelse at sidde der på toppen af læsset, køre igennem det flotte, men tørre landskab, hilse på de smilende mennesker, vi kørte forbi, og at vi så oven i købet gnaskede sukkerør med en masse andre mænd var lige prikken over i’et. Vi fik læsset sand af, og kunne så for alvor gå i gang med trappen.

                                          Der bygges trappe - med hjælp fra Anton på tre år

            Næste morgen klokken 9 gik turen så igen med traktor – denne gang for at hente mursten til en af lærerne på Cheke Chea. Disse skulle hentes otte km fra Kipili lige uden for en anden by på en mark, hvor murstenen bliver formet, tørret og til sidst brændt. De tørre mursten stables i en kæmpe bunke med nogle huller i bunden, hvor der kan fyldes brænde i. Mange steder anvendes skallerne fra risen til at brænde stenene med, da disse skaller brænder med en meget høj temperatur. Vi hentede sten fra en bunke, hvor der kun var fire-fem lag sten tilbage. Derfor skulle stenene kastes op over kanten af vognen, hvori der stod nogen, som greb og lagde murstene pænt på plads i vognen. Efter et godt stykke tid var vognen fyldt med 512 mursten. Da vi nåede tilbage til Kipili, skulle stenene så læsses af. Ved siden af vognen skulle nogle af os stå og gribe stenene, som blev kastet ned fra vognen, hvorefter de kunne lægges i en bunke. Da vi havde tømt læsset, var det skønt at få slukket tørsten og få fyldt vanddepoterne lidt op, inden turen gik af sted efter det næste læs. Klokken 13:30 var vi færdige med det andet og, heldigvis, sidste læs – i alt blev det til 1008 mursten – og vi var godt brugte i kroppen og lettere solbrændte.

                                                   Afslapning på stranden

Vi har efterfølgende fået muret trappen færdig og er godt begyndt på soklen til vandtanken. Denne kunne vi desværre ikke færdiggøre i denne omgang, da vi løb tør for cement, og lørdag går turen igen til Sumbawanga, hvor vi skal ud på den samme Cheke Chea som i forrige uge for at få malet færdigt og sat solceller op. Vi fik altså langt fra udrettet så meget, som vi i første omgang regnede med. Netop dét er en ting, som vi efter knap halvanden måned har erfaret; alting tager meget længere tid og bliver ofte meget mere omfattende, end man lige regner med. Derfor er evnen til, at kunne væbne sig med kreativitet, overbærenhed og ikke mindst tålmodighed, altafgørende, når man lever i Afrika.

Med åbne arme

Nu har jeg så småt været i Tanzania i en måneds tid, og vi er kommet godt i gang med en masse forskellige praktiske opgaver. Blandt andet har vi sat solceller op, skiftet en vandtank, lavet en køkkenhave, og i denne uge er alle volontørerne fra Kipili samlet i den større by, Sumbawanga, for at male to klasselokaler på en Cheke Chea, som er et førskoleprojekt.

                                                      På vej til Kipili for første gang!

Når man sådan kommer til et helt fremmed land, får man hurtigt en masse sjove og spændende oplevelser. For mig har særligt alle de varme, talrige og hjertelige velkomster været med til at gøre, at jeg føler mig rigtig godt modtaget her i Tanzania. Jeg har 3 forskellige eksempler herpå, som jeg gerne vil dele med jer. Men først må I lige lære et meget vigtigt ord på kiswahili, nemlig: ”Karibu!”, som betyder ”velkommen!”. Det vender vi tilbage til.

            Først og fremmest må I hører lidt om vores mange besøg på børnehjemmet Peters House, som ligger i Sumbawanga. Dét er et sted, hvor man virkelig føler sig velkommen. Det vrimler med små, søde og smilende børn, der bare er klar på at lege, hygge eller spille fodbold. Mange af børnene finder det meget morsomt at undervise os og lære os en masse forskellige ord på kiswahili, så det er meget underholdende og brugbart. Hvis man finder et kamera frem her, kan man nærmest ikke være i fred. Så vil de alle tages billeder af eller filmes, så det har vi haft meget sjov med. Fælles for alle børnene er, at de møder os med en meget stor kærlighed og tiltro, og så kan man ikke meget andet end at elske dem igen. Det er meget stort at opleve!

                                              Søde drenge på børnehjemme, Peters House

            En anden gang var vi på besøg på kirkens hovedkontor i Sumbawanga, hvor vi lige skulle præsenteres for nogle af dem, vi arbejder for. Ser du, når man i Tanzania besøger et fremmed hjem, er det meget normalt, at man som noget af det første bliver tilbudt at sidde ned under gentagene ”karibu!”, og så kan man så sidde der og vente lidt. Der bliver ikke altid lige sagt noget med det samme, nej, man sidder bare og er sammen. Og det kan føles akavet, bestemt! Sådan oplevede vi det lidt denne dag på kirkekontoret. Her kom vi ind på en del forskellige kontorer, hvor der hvert sted lige skulle hilses pænt på en enkelt mand, hvorefter vi fik ”lov” til at sidde. På et af kontorene var der en mand, der var ekstra flittig til benytte det berygtede ”karibu!”, og det gjorde han med en meget lys stemme og et meget stort smil. Det var lidt svært at lade være med at grine der, så mange af os fik lige et godt og (næsten) skjult grin der.

            Når man sådan bor det samme sted i længere tid, er det mange af de samme personer, man hilser på hver dag. Sådan er det særligt i landsbyen Kipili, hvor vi bor det meste af tiden. Her følte jeg mig hurtigt hjemme, og jeg har gået og tænkt lidt over, hvad det egentligt var, der fik mig til at føle mig hjemme. Jeg er kommet frem til, at særligt én simpel ting, har betydet meget. Folk nævner mit navn. Ganske enkelt. Når de hilser på mig, bruger de mit navn, og det gør, at jeg ikke bare føler mig som en fremmed, men som en af dem.

            Disse tre eksempler er alle med til at gøre, at jeg føler mig godt på plads her i Tanzania. Men ét er vigtigere end det, nemlig, at vi har en far i himlen, der - på samme måde som børnene - møder os med en fuldstændig og betingelsesløs kærlighed. Han står med åbne arme og tager imod os, selv når vi har fejlet og syndet. Han giver os mulighed for at sidde hos ham i stilhed for at hvile og lægge vores byrder frem for ham. Og endelig kalder han os ved navn – for han kender os – hver og en, og dét er trygt og rart at vide, når man er tusindvis af kilometer fra venner og familie.